Betina

Sorg har fulgt mig gennem livet – ikke som noget, jeg har valgt, men som noget, der har formet mig.

Jeg mistede venner allerede i folkeskolen, og det gjorde mig tidligt opmærksom på, at livet kan ændre sig på et øjeblik. Siden da har jeg sagt farvel til flere mennesker jeg holdt af, blandt andet bedsteforældre, familiemedlemmer – og de sværeste tab af dem alle, min mor, min svigermor og for nylig min svigerfar.

De tab har lært mig, hvor forskellig sorg kan være, og hvor meget det betyder at blive mødt med forståelse i stedet for råd. Jeg ved, hvordan sorg kan fylde hele kroppen den ene dag og gemme sig i hjørnerne den næste. Jeg ved, hvordan det føles, når omgivelserne gerne vil hjælpe – men ikke helt ved hvordan.

Jeg vil gerne give dig det, jeg selv har haft brug for. Et menneske, der ikke skynder sig at trøste eller forklare, men som tør lytte og som ved, at sorg ikke kan fikses, men tager tid at bearbejde – og at det nogle gange bliver lettere, når man ikke bærer sorgen alene.

At være frivillig giver mig mulighed for at bruge mine egne erfaringer på en meningsfuld måde. Ikke for at gøre det til min historie, men jeg ønsker at være et trygt menneske i en sårbar tid – en, der kan lytte uden at dømme og være til stede uden at konkludere.